Styringen af ens Sonos-musikanlæg er et af de punkter, hvor Sonos i årevis har været konkurrenterne overlegen. Da Sonos så dagens lys var det med en helt ny og unik måde at styre sit anlæg på. Det skete via Sonos’ egen controller med en stor touch-skærm. Du kan se den til højre på billedet øverst. Med den kunne man styre musikken i hele huset. Den kostede så også den nette sum af 2.599 kr, men man havde så også altid en dedikeret controller, der kunne ligge fremme i stuen.

Sonos hardware-controller er desværre udgået af produktion i takt med at styringen er flyttet over på smartphones. Derfor er denne artikel ikke så relevant som den var engang, da valget af controller i dag giver sig selv. Eller i hvert fald begrænser sig til at være et valg mellem en controller på mobile enheder eller computere. I virkeligheden er det mere både og end enten eller.

Kan installeres på alle enheder

Sonos kan som sagt styres via dedikerede apps på din computer, smartphone eller tablet. Den findes til både Windows, macOS, iOS og Android. I princippet har de samme muligheder, men der er alligevel små forskelle. Typisk er de mobile controllere hurtigere til at få nye funktioner sammenlignet med controlleren til computere.

Det smarte ved Sonos’ controllersoftware er, at du kan have den installeret på flere enheder på samme tid, og de kan alle styre dit system. Eventuelle spillelister holdes synkroniseret på tværs af controllere, så du gnidningsløst kan skifte mellem dem. Du kan eksempelvis sidde ved computeren og sætte musikken gang, og dernæst gå hen i sofaen og skrue ned for musikken eller skifte nummer med iPhonen.

Mit råd er derfor at alle i hjemmet der benytter Sonos installerer softwaren på alle deres enheder. Så kan alle altid styre musikken lige som de vil. Controlleren er gået fra at være en fælles enhed til at være en personlig ting på ens egen enhed.

Den elegante løsning med en controller der lå på stuebordet må man så enten klare via en iPhone eller iPad dedikeret til formålet.

Bemærk at du skal være på det samme lokale trådløse netværk som dine Sonos-afspillere for at kunne styre dem. Du kan altså ikke klare styringen over internettet, når ikke du er hjemme. Du skal også bemærke at alle der har en controller koblet til dit system kan styre musikken. Man kan altså ikke begrænse det, så eksempelvis et barn kun kan styre musikken i deres egen zone. Alle har adgang til alle zoner.

Læs videre om hvordan du sætter dit Sonos-system op: Opsætning af Sonos