Tidal er en online musiktjeneste der giver adgang til millioner af sange direkte via Sonos’ controller. Tidal forsøger at differentiere sig fra de andre tjenester ved at tilbyde en højere kvalitet.

I skrivende stund er der over 40 millioner musiknumre i Tidals musikbibliotek, så der er med garanti noget for enhver smag. For at få adgang til Tidal via Sonos, skal du have et abonnement, der koster 99 kroner om måneden. Der er en gratis 30 dages prøveperiode, så du har mulighed for at teste servicen, inden man binder sig.

Tidal hed tidligere WiMP, og du kan af og til stadig se tjenesten omtalt som sådan af folk der har brugt det siden den gang. Bortset fra navnet er der ingen nævneværdige forskelle.

Sådan virker Tidal

Hvis ikke du kender til musiktjenester så kan de opfattes som et kæmpemæssigt musikbibliotek, som man lejer sig adgang til på månedsbasis. Musikken ligger så i dette tilfælde på Tidals servere, som du får adgang til via internettet. Du køber altså ikke musikken, men lejer den. I det øjeblik du opsiger abonnementet, forsvinder adgangen til musikken.

Når først Tidal er sat op med Sonos, fungerer det i praksis fuldstændigt som om, musikken lå på en lokal computer eller netværksharddisk. Du har mulighed for fritekstsøgning efter musik, lave spillelister og så videre. Den eneste tekniske forskel er reelt, at musikken streames fra Tidals server og ikke din egen.

Satser på kvalitet/h3>

Tidal streamer musikken i en ret god kvalitet. Det sker som standard med en bitrate på 320 Kbit/s. Det er en bedre kvalitet end langt det meste andet digitale musik man kan købe (eller hente) på nettet. Langt de fleste vil ikke kunne skelne det fra “CD-kvalitet” i praksis. Tidal tilbyder endda et Hi-Fi-abonnement, hvor der streames i såkaldt loss less det vil sige tabsfrit format med op til 1.411 Kbit/s. Det fås ikke bedre fra nogle af de andre populære musiktjenester. Prisen er så også derefter. Hvor det almindelige abonnement koster 99 kr/måned koster Hi-Fi-abinnementet 199 kr/måned.

Du tilmelder dig på tidal.com. Derefter skal du bare finde din Sonos-controller og tilføje Tidal. På computeren sker det via Administrer-menuen og på mobilen via “Tilføj musiktjenester”. Her skal du indtaste dine brugeroplysninger du har fået fra Tidal.

Jeg har selv brugt Wimp i mange år sammen med Sonos og er ganske tilfreds med kvaliteten og udbuddet af musik. Med Tidal på Sonos får du en fuldstændig gnidningsfri adgang til praktisk talt alt musik i hele verden for 99 kroner om måneden. For det beløb, kan du spille musikken præcis når du vil uden at skulle spekulere over at åbne en speciel afspiller på din computer etc.

Tidal er ikke den eneste mulighed for musik på Sonos. De mest oplagte konkurrenter er Spotify og Apple Music. Ellers gå til Musiksiden og se alle mulighederne.