SONOS CONNECT er en trådløs forforstærker. Den har således ikke indbygget effektforstærker, men skal kobles til et eksisterende anlæg eller et sæt aktive højttalere for at kunne spille. CONNECT’s opgave er at læse digitale musikfiler og omdanne dem til analog lyd, som sendes til den tilkoblede forstærker. Den sker via den indbyggede digital til analog-konverter (DAC). I princippet på præcis samme måde som en CD-afspiller gør.

Både for begynderen og entusiasten

CONNECT er utrolig alsidig. Alt efter hvordan man ser på det, er CONNECT derfor det rette valg til både begynderen og hifi-entusiasten. Begynderens valg fordi man for en relativ beskeden pris, sammenlignet med CONNECT:AMP, der har indbygget forstærker, kan koble sit eksisterende anlæg til SONOS uden at skulle skifte udstyret. Entusiastens valg fordi man kan pare CONNECT med en hvilken som helst forstærker efter egen smag og pengepung.

Man kan endda tilslutte en ekstern D/A-konverter (DAC) via optisk eller coaxial udgang og derved løfte lydkvaliteten endnu højere op. Er forstærkeren beregnet til det, kan man også tilslutte CONNECT digitalt, og lade forstærkeres DAC klare afspilningen. Med en CONNECT behøver man derfor ikke gå på kompromis med noget som helst uanset kvaliteten på ens eksisterende eller kommende anlæg.

SONOS CONNECT har tidligere været solgt under navnet ZonePlayer ZP90.

Specifikationer og pris

  • Tilslutninger: Analog line-in/out (RCA), digital line-out (coaxial, optisk)
  • Ethernet-tilslutning: 2-port switch, 10/100Mbps
  • Trådløs platform: SonosNet 2.0 med AES-kryptering
  • Strømforbrug i stand-by: 4 watt
  • Mål: 13,6 x 7,4 x 14,0 cm (BxHxD)
  • Vægt: 0,7 kg
  • Farve: Hvid
  • Vejl. pris: 2.999 kr