Sonos har lanceret en opdateret controller med understøttelse af en ny funktion kaldet Trueplay. Med Trueplay kan man automatisk fintune sin Sonos-højttaler så det lyder bedst muligt i forhold til placeringen.

Normalt er højttalere justeret til et teoretisk perfekt rum, men sådan ser de fleste hjem bare ikke ud. Der er møbler, tæpper og andre ting der forstyrrer lyden, så en individuel kalibrering af hver enkelt højttaler på placeringen i hjemmet faktisk er nødvendig, hvis man vil have det optimale ud af den. Det kan man selvfølgelig langt hen ad vejen gøre manuelt med controllerens equalizer, men har man ikke forstand på det, risikerer man at gøre tingene værre frem for bedre.

Med Truplay sker denne finjustering helt automatisk. Trueplay bruger din iPhone eller iPad til at måle, hvordan lyden reflekteres af væggene, møblerne og andre overflader i et rum. Derefter justerer Trueplay din Sonos-højttaler for sikre, at den lyder fantastisk, uanset hvor den står.

Det betyder, at man nu i princippet kan placere sin Sonos-højttaler i hjørnet på badeværelset eller på et køkkenskab, ja faktisk endda inde i skabet. Alle de steder man normalt fraråder at placere sine højttalere, hvis man vil have optima lyd. Med Trueplay vil den lyde ens i alle tilfælde, fordi højttaleren justeres til at kompensere for de ulemper placeringen giver. Der kan nok ikke kompenseres 100%, men langt hen ad vejen kan Trueplay kompensere for en dårlig placering.

I bedste Sonos-stil er der bagudkompatibilitet – det er en af fordelene ved at softwarebaseret system som Sonos. Sonos’ Trueplay understøtter PLAY:1, PLAY:3 og PLAY:5, og efter man har downloadet opdateringen, bliver man guidet gennem opsætningen, der tager et minuts tid.

Trueplay fungerer både med opstillinger med en eller to enheder med eller uden SUB.

Læs mere her: Sådan bruger du Trueplay til at få Sonos til at lyde bedre