Spotify er verdens mest benyttede abonnementsbaserede online musiktjeneste. Den integrerer med Sonos så du kan afspille millioner af musiknumre direkte på dine Sonos-enheder.

Hvis ikke du kender til musiktjenester så kan de opfattes som et kæmpemæssigt musikbibliotek, som man lejer sig adgang til på månedsbasis. Musikken ligger så i dette tilfælde på Spotifys servere, som du får adgang til via nettet. Du køber altså ikke musikken, men lejer den. I det øjeblik du opsiger abonnementet, forsvinder adgangen til musikken.

Når først Spotify er sat op med Sonos, fungerer det i praksis fuldstændigt som om, musikken lå på en lokal computer eller netværksharddisk. Du har mulighed for fritekstsøgning efter musik, lave spillelister og så videre. Den eneste tekniske forskel er reelt, at musikken streames fra Spotifys server og ikke din egen.

God kvalitet til en fair pris

Spotify streamer musikken i en ret god kvalitet. Det sker nemlig med en bitrate på 320 Kbit/s. Det er en bedre kvalitet end langt det meste andet digitale musik man kan købe (eller hente) på nettet. Langt de fleste vil ikke kunne skelne det fra “CD-kvalitet” i praksis.

Spotify tilbyder er gratis abonnement med begrænsninger og et premium abonnement med flere muligheder til 99 kroner om måneden. Oprettelsen klarer du nemt på spotify.dk. Derefter skal du bare finde din Sonos-controller og tilføje Spotify. På computeren sker det via Administrer-menuen og på mobilen via “Tilføj musiktjenester”. Her skal du indtaste dine brugeroplysninger du har fået fra Spotify. Herefter har du adgang til musikken.

Spotify er ikke den eneste mulighed for musik på Sonos, se oversigten for yderligere musiktjenester: Musik på Sonos